Der findes et Grønland, fjernt fra verdens strid, der har gjort os til dem, vi er

Der er et andet Grønland, fjernt fra verdens strid, som findes i hjertet og sindet og har gjort os til dem, vi er. Et mytologisk rige fyldt med polarforskernes store vilde eventyr, isbjerge, vidtstrakte gletsjere og opdagelser af det mest oprindelige og endnu ukendte. Et abstrakt sted, der levede i forestillingen, dækket af is og myter, af sne og sagn. »De fortællinger, som gjorde stærkest indtryk på mig og mange i min generation i barndommen, udspandt sig i Arktis, ikke mindst Grønland, og handlede om polarforskernes dramatiske oplevelser. Især for ældre danskere hører det med i forestillingen om, hvem vi er som danskere.« Det siger historikeren Michael Böss, der selv har færdedes i Arktis og har skrevet bøger om dansk identitet. Langs kongerigets kyster Ude i horisonten, men inden for kongerigets kyster, lå en oprindelig vildskab. Der, hvor man kunne ende på en isflage omgivet af åbent hav. Møde hajer, der var ældre end århundreder. Fare vild og fryse ihjel. Stå ansigt til ansigt med isbjørne og sig selv. Det er alt det, der fyldte i historikeren Michael Böss’ barndom, da drømmen om Arktis og Grønland blev vakt, og de snedækkede marker var som tilfrosne fjorde, langstrakte tundraer og den evige indlandsis. »Historierne om Grønland gjorde verden og Danmark større.« Minik Rosing, der senere, i Grønland, fandt spor af det ældste liv på kloden, voksede op i det eventyr, andre kun kunne drømme om, i de første år af sit liv. Sammen med sin familie boede han helt isoleret på en lille rensdyrfarm, otte timers sejlads fra Nuuk, hvis vejret tillod det. For Minik Rosing og hans brødre var det et fortryllet sted, der senere smeltede sammen med stemninger, forestillinger og savn. »Det er en følelse af ubegrænset frihed og plads omkring dig. Der er en uforanderlig urokkelighed og vished om, at der aldrig sker noget, uden at man selv sætter det i gang. Jeg tror, at det som er svært at forstå, men som er vigtigt, er, at der ikke er ejendomsret i Grønland. Landet ejer sig selv,« siger Minik Rosing. Da hans ældste bror skulle i skole, drog hele familien til Danmark. Brødrene havde aldrig set biler eller så mange mennesker og så tætte gader, hvor man ikke kunne aflæse naturen ved at skue ud over fjorden eller skyernes skygger på fjeldet. En dag på Nørreport forstod den unge Minik ikke, hvorfor danskerne ikke skød duerne, som han troede var en rigdom af store, fede ryper. Grønland blev ved med at præge hans tankers retning tilbage mod den tidligste barndom gennem hele opvæksten. »Det var en ekstrem kontrast at bo i Danmark. Men selv om vi også var glade for det, så var Grønland det tabte paradis. Både for mig og mine brødre var der et element af længsel tilbage til Grønland i opvæksten,« siger han. Glemte sagn og nye opdagelser Vi bliver stadig, mindst én gang om året, mindet om fællesskabet med landet mod nord, i regentens tale på årets sidste aften. Hele forestillingen om det mægtige, barske rige mod nord har været med til at danne os danskere som mere end bare danske. Vi var ikke bare indbyggere i et fladt, undseligt rige, der knap kan anes på et kort, men en del af den store hvide ø i toppen af verden, dengang de færreste af os havde fattet, at Grønland fylder alt for meget på Mercator-kortet, der er den mest almindelige afbildning af verden. »Rigsfællesskabet med Grønland har været med til at øge vores selvrespekt og nationale stolthed. Der var et større kongerige, som vi var en del af, og som inkluderede Grønland,« siger Michael Böss. Det, der havde været skinbarlig virkelighed for Minik Rosing, var for andre beretninger om Knud Rasmussen på slæde mod uopdagede bygder, landmasser, bjerge. Og endeløse strabadser på vej mod ukendt land og inuitternes næsten glemte sagn, mens den moderne verden med Niels Bohr, Sigmund Freud og Albert Einstein begyndte langt væk i Europa. Per Kirkebys sidste ønske Det har altid og er stadig et sted, hvor man kan finde sig selv eller gå til grunde. Kort før hans død i 2018 besøgte jeg en stærkt svækket Per Kirkeby i villaen i Gentofte. Her fortalte den store danske maler mig om et af de mest definerende øjeblikke i hans liv. Han læste geologi i sin ungdom og var på en lille ekspedition til Peary Land i det nordligste Grønland, hvor han nok mest var optaget af at træde ind i de store mytologiske fortællinger af hærdede opdagelsesrejsende. I et øjebliks overmod lod han en dag sin lille motordrevne jolle overrumple af en pludselig østlig fønvind, så den kæntrede, og den unge Per Kirkeby lå i det kolde vand længst mod nord. Han nåede at konstatere, at det var forbi for ham, inden det for alvor var kommet i gang. Men han kom i land, afklædte sig det gennemblødte tøj og gik de ti kilometer tilbage til ekspeditionen, hvor kun få havde gået før ham. Det var der, i den store øde evighed i det højeste nord, at han fandt retningen for sit liv, fortalte han. Der indså han, at han skulle være kunstner. De aflejringer, der gennem tiden var sat i milliarder år gamle klipper, gik igen i hans billeder. Han længtes tilbage mod Grønland. En sidste rejse, nu hvor »den store vinge har rørt mig«, som han sagde i villaen i Gentofte. Turene til Grønland havde været livsdefinerende for ham, som det er for de fleste, der mærker sig selv i kulden i ungdommen. Kong Frederik har flere gange fortalt, hvordan det var på hans slæderejse i Grønland, og da han første gang skød en sæl i fjorden, at han blev den mand, der er fundamentet for kongen og i sidste ende for kongeriget. Storheden og stormenes styrke Eventyreren John Andersen blev overvældet, da han som ung mand på 19 år i 1962 ved tilfældighedernes spil havde fået hyre som stik-i-rend dreng for en geodætisk ekspedition på Grønland. »Grønland var en helt anden skala, end alt jeg havde oplevet før. Det var meget større, mere dramatisk og smukt på en ubegribelig og rå måde,« siger han. »Når jeg stod tusinde meter oppe, og skibet var en lille prik i fjorden, kunne jeg se 150 kilometer mod nord og 150 kilometer mod syd. Det kan du ikke nogle andre steder på kloden. Når man er ung, så præger det én,« siger han. Mange år senere tog han på ski tværs over indlandsisen, fra øst mod vest, hvor ikke mange andre end Fridtjof Nansen og Knud Rasmussen havde været før ham. »Der er intet andet end sne. Det er overvældende, nogle kan ikke tåle det. De bliver skræmt af storheden og stormenes styrke,« siger han. Jeg spørger, om Grønland er et sted, hvor man i særlig grad kan finde sig selv eller gå til grunde undervejs. »Jeg ved ikke, om man kan finde sig selv på indlandsisen og i Grønland. Men man kan i hvert fald gå til grunde,« svarer han med tilføjelsen: »Hvis man ikke lytter til naturens åndedrag.« Der er utallige beretninger om undergang. Søfolk og forskere, der har endt deres dage frosset ihjel fjernt fra deres kære. Hele bygder, der er blevet nedlagt, grønlændere, der er tvangsflyttet, udbredt misbrug af børn. I moderne tid står Kim Leines selvbiografiske stofmisbrugsbeskrivelse Kalak tydelig, og i 2021 modtog den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen Nordisk Råds litteraturpris for samtidsromanen »Blomsterdalen«, der beskriver det sidste år i en ung piges liv, inden hun begår selvmord i landet, hvor flest pr. indbygger vælger, at livet ikke er livet værd. Det, som gik tabt Det er den trøstesløshed, som den fremtrædende grønlandske selvstændighedsstemme, youtuber og mineingeniør Qupanuk Olsen mener skyldes tab af identitet, fordi det oprindelige folk har mistet forbindelsen til naturen, fortiden og sig selv. For tre år siden fik hun en vækkelse med en shaman og mærkede forbindelsen til sine forfædre. Hun kan høre, at det lyder »åndssvagt og bimmelim«, siger hun. Men det var som at finde hjem. Som om noget endelig faldt på plads. »Det er, som om jeg har fundet det, jeg har savnet. Jeg forstod, at vi var ét med naturen, før vi blev tvunget til at være kristne. Jeg indså, at man har levet i en kultur, hvor man har savnet sig selv uden at helt at forstå hvorfor. Vores stolthed over at være grønlændere, være inuitter, er blevet gemt væk i denne her kolonisering. Det var ligesom at komme hjem, da jeg forstod det.« Det fortæller hun i en krystalklar telefonforbindelse mellem København og Nuuk, efter at hun er kommet hjem fra en sejltur i fjorden side om side med tre store hvaler. Siden har Qupanuk Olsen givet grønlændere en stemme til sine 1,5 million følgere på sociale medier. Hun kæmper for at give inuitterne, der i årtusinder har klaret sig i det vilde, arktiske klima, stoltheden tilbage. Hun forstår godt den danske fascination af Grønland som et storslået rige. »Det er ikke en romantisering. Det er jo virkeligheden. Det er et af de smukkeste lande i verden,« siger hun. Problemet for hende er, at det er en historie, der ikke er blevet fortalt af grønlænderne selv, men af dem, som kom udefra, som Peter Freuchen og i nogen grad også Knud Rasmussen. »Det, jeg gør nu, er, at jeg med egen stolthed og sand identitet fortæller, hvem vi grønlændere er,« siger hun. Hun mener, at Danmark og danskere glemmer Grønlands betydning for Danmark. »Fra Danmark har vi altid fået at vide, at vi ikke kan selv, og I bliver nødt til betale bloktilskuddet, for at vi overhovedet kan overleve. Men Danmark har i den grad også brug for Grønland for at have indflydelse i verden. I det øjeblik vi bliver selvstændige, mister Danmark 98 procent af sin landmasse og forsvinder fra verdenskortet,« siger Qupanuk Olsen og tilføjer: »Hvis Danmark ønsker indflydelse i verden, så er det Danmark, der har brug for Grønland.« Vejen til NATO Der er ingen tvivl om, at det er Grønlands placering, der har været afgørende for Danmarks position i verden og dermed også vores selvfølelse som danskere. Allerede under de indledende forhandlinger til Den Nordatlantiske Traktat, NATO, insisterede USA på, at Grønland via Danmark skulle være en del af sikkerhedsalliancen. Det var simpelthen afgørende for den vestlige sikkerhed, og derfor var Danmark blandt de 12 stiftende medlemmer. »Grønland var en væsentlig årsag til, at Danmark kom med i NATO,« siger professor Sten Rynning, der forsker i geopolitik og NATO fra Syddansk Universitet. Så Grønland præger os, som det altid har præget os, og som det har præget hele verden siden tidernes morgen. I politik, kunst, identitet og kultur. Jordens yderste rand Tom Kristensens smukke digt om Knud Rasmussen, »Det er Knud, som er død!«, som han skrev i hastig inspiration i Nyhavn, lever stadig i folkesjælen helt op i nutiden via The Minds of 99. »Hjertet sprængfærdigt af Smerte, maned jeg så fra mit Bryst Sangen, der snart som et Uvejr tuder langs Grønlands Kyst.« Det var der, nær Grønlands kyst, Minik Rosing fandt sporene af det ældste liv i klodens ældste bjerge en sommerdag for 44 år siden. Ved Isua, som betyder »landets yderste« på grønlandsk. Han var vendt tilbage til det tabte paradis som ung forsker med sin kæreste. En sommerdag vandrede de over den flade fjeldryg i den kølige luft. Da de kom ned ad skråningen, vendte han sig mod fjeldsiden. Det, han så, var tidernes morgen. »Det gik op for mig, at strukturerne i bjerget var det helt oprindelige. Det, jeg så i strukturerne, var øjebliksbegivenheder, som jeg nu kunne se helt tydeligt med en afstand af næsten fire milliarder år,« siger han i telefonen fra Lejre og tilføjer: »Det gav et sug i maven.« Fjeldet var dannet af aflejringer efter aflejringer på urhavets bund. Han hamrede en prøve af fjeldet, som i mange år lå gemt væk på Københavns Universitet. Den blev ved at rumstere i baghovedet, og da han tog den frem og analyserede den, forstod han, at han stod med bevis for det tidligste liv på kloden, der var aflejret for 3,7 milliarder år siden. I Isua, ved Grønlands og Kongeriget Danmarks yderste land, fandtes det ældste liv. Det er det, som Grønland også er, fjernt fra verdens strid, og som har været med til at gøre os til, dem vi er. Forbindelsen til alt, der var. Den store stilhed. Den vilde dannelse. https://www.berlingske.dk/indland/der-findes-et-groenland-fjernt-fra-verdens-strid-der-har-gjort-os-til-dem